I forbindelse med at der i Dansk Oldenborg Avl regi bliver afholdt stævner, er der oprettet samarbejde med Dansk Ride Forbund. Til stævnerne bruger vi Dansk Ride Forbunds stævnesystem DRF GO og DRF Live, vi bruger deres programmer og dommere. Det betyder naturligvis, at vi også bruger deres Reglementer.
Reglementerne kan ses på Dansk Ride Forbunds hjemmeside, det er de Generelle bestemmelser og for dressuren også Dressur Reglementet, der er vigtigt. Det er op til den enkelte rytter, at sætte sig ind i reglementerne og sørge for at overholde disse.
Til forskel for tidligere år har det betydning for hopper med føl ved siden til Championatet. I flg. Generelle Bestemmelser punkt 10.8: Konkurrencebrug uanset art er meget belastende for den drægtige eller diegivende hoppe. Den drægtige hoppe må derfor kun deltage i stævner indtil 5 måneder før planlagt foling og igen 4 måneder efter foling. Føl må hverken medtages på konkurrencebanerne eller være borte fra hoppen i længere tid end 2 timer. § Gult kort + diskvalifikation. Gives ved overtrædelse af dette punkt.
Dette betyder, at man ikke som ved tidligere år kan starte Championat på en hoppe med føl ved siden, med mindre føllet er over 4 måneder gammelt.
Vi gør opmærksom på, at dette er en Dansk Ride Forbunds beslutning, og ikke noget vi i Dansk Oldenborg Avl kan ændre i. Jf. reglen fra Dansk Ride Forbund i 2013, kan vi ikke holde stævner uden om Dansk Ride Forbund, hvor vi gør brug af deres programmer, dommere og reglementer. Ligeledes kan det få konsekvenser for rytteren, at stille op i stævner uden om Dansk Ride Forbund. Vi skal derfor holde os til deres reglementer.